Kosmologi
Kosmologi er læren om universet. Altså ikke om alle de ting, der er i det, men om universets opbygning og udvikling.
Nogle af de spørgmål, kosmologerne forsøger at svare på er: Hvor stort er universet? Hvor gammelt er det? Er der en overordnet struktur, der bestemmer hvordan alting er fordelt i rummet?
Fortiden og fremtiden
Kosmologer beskæftiger sig også med, hvordan universet er opstået, og hvad der vil ske med det i fremtiden.
Mørkt stof og energi
Og de prøver at lære mere om den gådefulde mørke energi, der tilsyneladende skubber på, så universet udvider sig hurtigere og hurtigere. Og om det mørke stof, som vi ikke kan se, men som der er meget mere af i universet end det almindelige stof, vi kan se.
Olbers paradoks
En af de mest berømte kosmologiske gåder handler om, hvorfor nattehimlen er mørk, hvis der er uendelig mange stjerner til at lyse den op. Det kaldes for Olbers paradoks.