Kære alle sammen

Himmelen er blå! Og selvom den lille, fjerne sol ikke har en fair chance mod halvmørket, kan jeg alligevel et kort øjeblik narre mig selv til at tro, at jeg befinder mig på Jorden.

Sandheden er, at jeg svæver rundt i den blålige atmosfære på Neptun, og at den langt fra ligner vores hjemlige klode. Under mig hvirvler lyse og mørke strømme af skyer af sted i rivende fart. Vindhastigheden nærmer sig 900 kilometer i timen. Det er en af solsystemets højeste og omtrent tre gange kraftigere end selv den kraftigste orkan på Jorden.  

Jeg er på vej fra ækvator til sydpolen, hvor vinden forhåbentlig er mindre voldsom. Himmelen er så småt begyndt at skifte farve fra blålig til grønlig. Det ser besynderligt ud. Ind i mellem opstår huller i det sælsomme skydække, og jeg kan kigge ned på endnu et lag skyer og endnu et under dét. Jeg har fornemmelsen af, at skyerne fortsætter uendeligt langt under mig, og det bliver ikke her, at jeg får fast grund under fødderne.

Men Neptun har alligevel en del at byde på. For eksempel er den omkranset af en tynd ring. Den består af mørke klippeblokke og er det meste af tiden usynlig. Men lige nu skinner Solen på den bagfra, så klippestykkerne danser som støvfnug i lyset. Den usynlige ring er nu en smal stribe, der buer mod horisonten og tegner en fin, tynd streg henover himmelen.

Kærlig hilsen
Alvin